Reaktioner på situationen i Afghanistan – kan ikke sove, kan ikke holde sig vågen

Klokken er fire (om natten)… den er ti minutter over fire… jeg sidder i soveværelset…min mand er i stuen…. Fuck, hvor er det bare frustrerende det her…. Man føler sig magtesløs. Man kan ikke hjælpe sin mand… Min mega seje mand. Han er det sejeste menneske, jeg kender. At se dem så skidt eller at se ham det er… Afghanistan i øjeblikket… puha, det er fucking hårdt. Og jeg ved godt, at jeg ikke er den eneste, men… åha… ja…det er virkelig råt og usødet det her, men hold kæft hvor er det hårdt. Jeg tænker virkelig meget på alle jer andre også. Min mand kan ikke sove. Men han kan heller ikke holde sig vågen. Han spiser ikke. Han er ikke sulten. Han kan ikke huske noget. Man han har da heldigvis sagt, at han vil ringe til sin psykolog på mandag (og i dag er det fredag). Ja, jeg ved ikke hvorfor jeg gør det her (fortæller til netværket), jeg skulle bare lige…. hold kæft det er frustrerende. Jeg ved ikke hvorfor. Der er ikke andre, der vil kunne forstå det. Ja. Det er hårdt. Det skal nok gå. Det er fucking hårdt. Ja.

Sådan fortæller en af pigerne helt opløst til netværket. Hun siger mange rammende og hjerteskærende ting. En sej kvinde, som tager den daglige kamp, og ansvaret for de konsekvenser deltagelse i krig har haft for hendes mand. Situationen i Afghanistan har tricket i deres hjem. Hun elsker sin mand. Kæmper for at bevare sin familie. Navigerer i en mental krigszone, som endnu ikke er en fysisk krigszone, i takt med at Talibans hærgen i Afghanistan. Kære politikere, læs historien grundigt en gang mere.