Det nyeste udspil omkring øremærket barsel irriterer mig voldsomt meget. Vores i forvejen sårbare børn skal nu endnu tidligere i institution, hvis far ikke har mulighed for at holde de øremærkede 11 uger. Måske er det dumt at få børn i vores situation, når manden er så syg, at han ikke kan holde barsel i 11 uger, men der må da være flere familieforhold derude der gør, at den ene part ikke kan holde barsel. Det påvirker mig meget. Jeg tvivler stærkt på at der kommer en dispensation, og derved straffes de sårbare familier.
Sådan skriver en af pigerne i netværket. Hun er gravid, og påvirket af at tænke scenarier igennem, som politikerne kalder ligestilling. For hende er det ligestilling, hvor børnene ender med at betale prisen. Er det rimeligt? Begge forældre får øremærket 11 uger, som enten skal afholdes eller bortfalder, da de ikke kan overføres. Hvis far er veteran med kompleks PTSD, kan han ikke være alene med en baby i 11 uger.
Som en anden i netværket kommenterer “Jeg kan kun sige, at Familie enheden i Forsvarets Veterancenter og militærpsykologerne får travlt med den nye ordning”
Kære politikere – det er ikke gennemtænkt.