“Jeg kan gøre det af med dig med et enkelt tryk her” sagde han, mens jeg mærkede et tryk på siden af min hals. “Du er syg i potten”, “FY FOR SATAN”, “Du er en elendig mor”, “Du er et ringe menneske”. Min familie, mine venner, min politiske overbevisning og min person blev nedgjort dagligt, når han ikke var i balance. Min begavede mand, som jeg kunne tale om ledelsesteori og praksis med i timevis, når han havde det godt.
Der var ikke mere honning i den kage for mit vedkommende. Jeg kunne ikke holde til mere. Det kunne vores barn heller ikke. Venner og familie sagde ord som at “Der er et godt liv ude på den anden side”. Men jeg var så langt ude, at jeg slet ikke kunne se det. Jeg følte også, at jeg svigtede, hvis jeg forlod ham. Hvem skulle så tage ansvar for at han havde det så dårligt? Jeg kunne ikke bare give slip, og jeg ville heller ikke give op. Men det var jeg nødt til. Jeg måtte opgive tanken om at få et liv sammen med min mand, mit barns far.
Hver dag var uforudsigelig. En dag kunne der være ro og smil, næste dag kunne jeg komme hjem til en mand, der havde skåret i sig selv… eller vasket badeværelset rent for blod op og ned ad vægge, selvom der aldrig havde været en eneste dråbe blod derude…. en anden dag sad han klædt på i kampuniform med en skarpladt pistol i stuen, mens vores barn færdedes der i sin barneverden, fordi han frygtede “mørkemændene” fra Afghanistan… eller måske fik jeg beskrevet, hvordan han ville begå selvmord…. eller skulle høre på hadet til danskere, som ikke forstod noget som helst om krig… og det tog dage, før der var ro på igen. Når vi havde gæster kunne han finde på at spørge, om vi ikke hellere skulle tale om at skyde nogen. Han kunne fortælle, at alle han havde holdt på hovedet på en bestemt måde, var døde. Dør jeg så nu? Eller hvad mener du…?
Sådan fortsatte det. År ud og år ind. Jeg kunne ikke trænge igennem til den mand, jeg engang havde forelsket mig i, giftet mig med og fået barn sammen med. Min kærlighed var ikke nok til at bryde hans skal af et forsvar mod at erkende sin udfordring, for han var trænet til at vinde sine kampe og til ikke at vise svaghed. Krigen flyttede langsomt ind i vores hjem, og jeg blev fjenden forstået på den måde, at al dårligdom blev projiceret over på mig, hans kone. Det er sådan det er. Det eneste alternativ der er til det, er at veteranen erkender sin udfordring og tager imod hjælp – og at hele familien får hjælp. Uden skam. Kærlighed alene kan ikke gøre det. Der skal professionel hjælp til. Mine tanker går til alle de veteran-familier, som lige nu bærer det ansvar i tavshed… som jeg gjorde i mange år. Jeg havde ingen idé om hvad jeg gik ind til, og jeg forstod det ikke de første år. Det tager lang tid at forstå dybden af de skader, nogle af vores veteraner har pådraget sig i krig.
.
Sådan skriver en af pigerne i netværket. Det er ikke, og bliver aldrig, de pårørendes ansvar, at politikernes beslutning om deltagelse i krig medfører tab af livskraft i de veteran-famiier, som lever med skader fra krigene. Kære politikere. Det er alvorligt det her, og ingen hemmelighed for nogen. Det har kostet liv. Både derude i Afghanistan, men også herhjemme.