Anne-Line Ussing
Hustru til skadet veteran, mor til tre, medstifter af Faktor 8
Jeg er vred. Jeg er faktisk rasende. Og vreden og raseriet dækker over sorgen. Sorgen over, hvad krigstraumerne fra Somalia, men især Rwanda har gjort ved min mand, ved vores tre børn og ved mig. Hans magtesløshed over ikke at have mandat til at gøre det, han fandt moralsk rigtigt, fordi FNs Sikkerhedsråd besluttede, at folkemordet på omkring en million tutsier ikke kunne klassificeres som krig. Det gav ham for altid en »moral injury«, den faglige betegnelse for den moralske skade det gør på et menneske, når det ikke kan handle i overenstemmelse med dets værdier og samvittighed. Den skade følger ham dag og især nat. Hans magtesløshed over ikke at kunne redde tutsierne i Rwanda er blevet min magtesløshed over ikke at kunne redde ham og – føles det til tider som – os. Min mands krig er blevet min kamp.
Jeg er ikke alene. Verden over lever millioner af kvinder – og en mindre andel mænd – i forhold med skadede veteraner. I Danmark kan vi tælles i tusinder, og i vores netværk for koner og kærester til skadede veteraner, Faktor 8, i hundreder. Når krigen ender, fortsætter vores kamp. Kampen for at forstå vores mænd og deres lidelse; for at de får den rette hjælp; for at holde sammen på familien; vores job; vores økonomi og resterne af os selv. Og på skift tager vi også én for holdet og forsøger at råbe politikerne op, hvorfor diverse forsvarsministre er blevet kontaktet gennem årene: I 2013 Nicolai Wammen (S) uden respons; i 2015 Carl Holst (V), der som daværende regionrådsformand lovede kaffe og snak, da han vidste, hvad manglende rehabilitering af skadede veteraner koster både sundhedsvæsnet og retssystemet. Han sad ikke længe nok til, at mødet blev en realitet. I 2016 Peter Christensen (V) uden respons; i 2017 Claus Hjort Frederiksen (V) uden anden respons end »tak for indsatsen«. I 2019 var der endelig hul igennem, da Trine Bramsen (S) blev minister og inviterede Faktor 8s syv kvinde store styregruppe til møde i Forsvarsministeriet.
Syv kvinder med hver vores historie. Fra sidst i 20erne til midt i 50erne. Mødre til tilsammen 13 børn og en enkelt gravid. Ledere, selvstændige, ansatte i det offentlige eller i fleksjob efter årevis som de facto alenemor med en syg mand. Alle hustruer og en enkelt eks til skadede veteraner, der de seneste 30 år har været udsendt af skiftende regeringer til Eks-Jugoslavien, Somalia, Rwanda, Afghanistan, Irak og Adenbugten som officerer, sergenter og konstabler. Alt sammen for at efterleve deres lands politik og senere såkaldt aktivistiske udenrigspolitik. For at gøre deres pligt. Og når soldater gør deres pligt, bør politikerne også leve op til deres.
Vi kvinder følte os set og hørt af ministeren den dag i Forsvarsministeriet, omend ikke ligefrem forstået på både politisk og embedsmandsniveau. Ministeren lancerede efterfølgende Familieenheden under Forsvarets Veterancenter som et skridt i den rigtige retning. Regeringen og partnerne bag forsvarsforliget afsatte desuden under stor ståhej 50 millioner yderligere til veteranområdet over de næste tre år. Indrømmet, de 50 millioner blegnede lidt ved siden af de 114 millioner, som Forsvarsministeriet efterfølgende betalte kommunikationsbureauet Advice for at hjælpe ministeriet med deres kommunikation. Advice-millionerne kunne delvist have været sparet, hvis man havde fulgt rådet om, at handling taler højere end ord, lyttet til anbefalingerne fra veteraner og pårørende og ladet Forsvarets Veterancenter med deres mangeårige erfaring og viden skære kagen og dele den ud. I stedet holdt især oppositionspolitikerne uden faglig viden hof og delte selv ud af millionerne, hvorfor man i stedet for en strømlinet vision for veteranområdet med et klart fokus fik et broget patchworktæppe, hvor politikerne hver især har bidraget med deres egen lille hjemmestrikkede lap. Man forspildte således muligheden for at hæve niveauet på vete-ranområdet markant.